Le roi Renaud [La mort du roi Renaud; Quand Renaud de guerre revint]

Originale

Elveskud, eller Elverskud

LE ROI RENAUD [LA MORT DU ROI RENAUD; QUAND RENAUD DE GUERRE REVINT] Le roi Renaud de guerre vint Portant ses tripes dans ses mains. Sa mère étoit sur le créneau Qui vit venir son fils Renaud. Renaud, Renaud, réjouis-toi! Ta femme est accouché’ d'un roi. Ni de la femme, ni du fils Je ne saurois me réjouir. Allez ma mère, allez devant, Faites-moi faire un beau lit blanc. Guère de tems n'y démorrai, A la minuit trépasserai. Mais faites-l’ moi faire ici-bas Que l'accouché’ n’ entende pas. Et quand ce vint sur la minuit, Le roi Renaud rendit l'esprit. Il ne fut pas le matin jour Que les valets ploroient tretous; Il ne fut tems de déjeûner Que les servantes ont ploré. Dites-moi, ma mère, m’ ami’, Que plourent nos valets ici ? Ma fill’, en baignant nos chevaux Ont laissé noyer le plus beau. Et pourquoi, ma mère, m’ ami’, Pour un cheval plorer ainsi ? Quand le roi Renaud reviendra, Plus beaux chevaux amènera. Dites-moi, ma mère, ma mie, Que pleurent nos servantes ici ? Ma fill’, en lavant nos linceuls Ont laissé aller le plus neuf. Et pourquoi, ma mère, m’ ami’, Pour un linceul plorer ainsi ? Quand le roi Renaud reviendra, Plus beaux linceuls achètera. Dites-moi, ma mère, m’ ami’, Pourquoi j'entens cogner ainsi ? Ma fill’, ce sont les charpentiers Qui raccommodent le planchier. Dites-moi, ma mère, m’ ami’, Pourquoi les seins sonnent ici ? Ma fill’, c'est pour la procession Qui sort pour les Rogations.  Dites-moi, ma mère, m’ami’, Que chantent les prêtres ici? Ma fill’, c'est la procession Qui fait le tour de la maison. Or, quand ce fut pour relever, A la messe el voulut aller. Or, quand ce fut passé huit jours, El voulut faire ses atours. Dites-moi, ma mère, m’ ami’, Quel habit prendrai-je aujourd'hui? Prenez le blanc, prenez le gris, Prenez le noir pour mieux choisir. Dites-moi, ma mère, m’ ami’, Ce que ce noir-là signifi’? Femme qui relève d'enfant, Le noir lui est bien plus séant. Mais quand el fut emmi les champs, Trois pâtoureaux alloient disant : Voilà la femme du seignour Que l'on enterra l'autre jour. Dites-moi, ma mère, m’ami’, Que dient ces pâtoureaux ici ? Ils nous dient d’avancer le pas Ou que la messe n'aurons pas. Quand el fut dans l'église entré’, Le cierge on lui a présenté; Aperçut, en s'agenouillant La terre fraîche sous son banc. Dites-moi, ma mère, m’ ami’, pourquoi la terre est rafraîchi’? Ma fill’, ne l’ vous puis plus celer, Renaud est mort et enterré. Puisque le roi Renaud est mort, Voici la clé de mon trésor. Prenez mes bagues et joyaux, Nourrissez bien le fils Renaud. Terre, ouvre-toi, terre, fens-toi, Que j'aille avec Renaud mon roi! Terre s'ouvrit, et se fendit, Et si fut la belle engloutie.

Elveskud, eller Elverskud Mangen rider rank og rød, er dog morgen krank og død. 1. Hr. Olof han rider så vide alt til sit bryllup at byde. Men dansen den går så let gennem lunden. 2. Der danse fire, og der danse fem, ellekongens datter rækker hånden frem. 3. "Velkommen, hr. Oluf, lad fare din fig, bi lidet og træd her i dansen med mig.« 4. Jeg ikke tør, jeg ikke må: imorgen skal mit bryllup stå.« 5. Hør du, hr. Oluf, træd dansen med mig: to bukkeskinds støvler så giver jeg dig. 6. To bukkeskinds støvler, sidder vel om ben, forgyldene spore derom spændt. 7. Hør du, hr. Ole, træd dansen med mig: en silkeskjorte giver jeg dig. 8. En silkeskjorte så hvid og fin, den blegte min moder ved måneskin.« 9. Jeg ikke tør, jeg ikke må: i morgen skal mit bryllup stå.« 10. Hør du, hr. Oluf, træd dansen med mig: et hoved af guld så giver jeg dig.« 11. "Et hoved af guld kan jeg vel få, men danse med dig tør jeg ej så.« 12. »Og vil du ikke danse med mig, sot og sygdom skal følge dig.« 13. Hun slog hannem mellem sine hærde, aldrig var han slagen værre 14. Hun Iøfted hr. Oluf på ganger rød: »Og rid nu hjem til din fæstemø.« 15. Der han kom til borgeled, der står hans moder og hviler ved 16. "Hør du, hr. Oluf, kær sønnen min hvi bær' du nu så bleg en kind?« 17. Og jeg må vel bære kinden bleg, for jeg har været i ellekonenes leg 18. Hør du, hr. Ole, min sØn så prud: hvad skal jeg svare din unge brud?« 19. I skal sige, jeg er udi lunde, at prøve min hest og så mine hunde.« 20 .Årle om morgen, dag det var, da kom den brud med brudeskar'. 21. De skænkte mjød, og de skænkte vin: »Hvor er hr. Ole, brudgom min?« 22. Hr. Oluf han red sig hen i lunde, han prøved sin hest og så sine hunde.« 23. Hun tog op det skarlagen rød: der lå hr. Oluf og var død. 24. Årle om morgen, dag det var, der komme tre lig af hr. Oles gård. 25. Hr. Oluf og hans fæstemø, hans moder blev og af sorgen død. Men dansen den går så let gennem lunden.