Le déserteur
Boris VianDANESE / DANISH / DANOIS [2] - Kjeld Ingrisch / Fin Alfred Larsen Un'altra... | |
DESERTØREN | DESERTØREN |
Til Dem, Hr. præsident jeg disse ord vil skrive som måske er naive men læs i allenfald. Igen fik jeg et brev med ordre til at stille men da jeg ikke ville jeg disse linier skrev. Jeg tænkte ved mig selv, det er jeg ikke nødt til for jeg er ikke født til at slå mennesker ihjel. Så bliv nu ikke vred, jeg har da lov at mene at krige er gemene at verden vil ha fred. | Må jeg Hr. præsident, blot be’ Dem om at vente lidt jeg ved enhver har nok i sit men hør hvad de’r mig hændt. I dagens stille dont der fik jeg min soldaterbog, med ordre til at ta’ et tog, der fører til en front, og den har De vidst sendt, og hvis jeg ikke gør det tror De jeg ikke tør det ,men undskyld præsident. I denne bog er sat, en ordre til at dræbe, det brænder på min læbe. Jeg flygter nu i nat. |
Det' over min forstand at lande skal gøres øde at men'sker skal forbløde og slås til sidste mand, at der endnu er nogen der har så lidt af krig forstået trods kvinders sorg og barnegråd, at de bevarer roen. Bag fangelejrens hegn er mænd med sjæl besløvet hvis bedste år er røvet, hvis kære lider savn. I morgen før det gryr forlader jeg mit barndomshjem hr. præsident, og det er Dem og Deres krig, jeg skyr. | Krig får altid fangst, min far har måtte bøde, min ældste bror forbløde, mens småbørn græd af angst. Hvis ikke De forstår, så lyt til frontens vilde skrig, i denne meningsløse krig, og gør hvad De formår. For ingen af os vil, vi er jo som de andre, dog slås vi mod hverandre, hvem leder dette spil? I morgen går jeg ud, jeg går på Deres vegne, til alle landets egne med dette enkle bud. |
Mit ønske det er blot at jeg må gå i verden og prøve på at lære den at vi ku' ha' det godt. Lad os bruge det liv, vi har til at kæmpe mod den nød, der gør at bro'r vil slås med broder gør men'sket til barbar. Hr. præsident, farvel, hvis De vil kræve heltemod hvis der skal ofres helteblod, så må De gøre det selv. En desertør, javel, men jeg er ikke bange og før jeg la'r mig fange, må De slå mig ihjel. | Få dette vanvid endt, så sig dog alle sammen stop, vi kan hvis blot vi går i trop, og dog Hr. Præsident. Det lyder måske dumt, jeg er jo kun alene, hvor længe vil de mene at det bliver’ mig forundt, at sprede dette bud, det passer sig vist ikke , og flygte må jeg ikke, det ender med et skud. Men vent nu lidt og hør, vi bør jo begge sammen gå, så selv gendarmen kan forstå, og kom så hvis De tør og gør så hvad De bør. |